Juni 2019 – HØRGÅRDEN
Amager og amagerkanere er noget særligt
Mange store byggerier er ved at ændre profilen på det førhen så flade Amager, og Plejecentret Hørgården er ét af dem.
Hørgården, der ligger i umiddelbar nærhed af DR og Københavns Universitet, er midt i en omfattende modernisering til 275 mio. kr. – en modernisering, der omdanner den gamle boligmasse til i alt 190 spritnye boliger med det nyeste udstyr og teknologi og den skønneste have med krolf-bane.
Forstander Vibeke Hapiach Christensen, der har arbejdet på Hørgården i 12 år stråler, når hun viser rundt i de nye lyse og indbydende lokaler, hvor der udover plejecenter også er både et aktivitetscenter for områdets ældre og en afdeling med 38 midlertidige plejehjemspladser for borgere der venter på en permanent plejehjemsplads
Hørgårdens profil er sport og leg og hver af de nye tre boligblokke har sit eget ikon: skak, fjerbold og fodbold. Og hver sine farvenuancer: turkis og blålige nuancer, mokka og rødlige og karry og grønlige nuancer.
Loyale mod øen
- I modsætning til mange andre plejecentre har vi ikke problemer med at rekruttere medarbejdere her på Hørgården, fortæller Vibeke Christensen. Amagerkanere er nemlig meget loyale overfor deres egen ø. De vil helst arbejde her på Amager, for det er deres ø. Og efterhånden som moderniseringen af vores plejecenter skrider frem, rygtes det jo, at her er moderne, pænt, lyst og attraktivt, og det har gjort det endnu lettere for os at rekruttere. Vi har et meget stabilt personale – nogle nærmer sig et 45 års jubilæum! Og jeg vil gerne understrege, at det betyder meget for både personale og beboere, hvordan de fysiske rammer er.
- Men lige så let det er at rekruttere medarbejdere, lige så svært er det at få fat i frivillige. Forklaringen på dette er nok, at amagerkanerne er vant til at arbejde, og det vel at mærke både mænd og kvinder. Og når begge parter gennem et helt liv har arbejdet meget, kan man jo godt forstå, at der simpelthen ikke er så mange kræfter tilbage til at engagere sig i frivilligt arbejde, siger Vibeke Christensen.
Økonomien er en udfordring
- Den store udfordring ved at drive et moderne plejecenter er budgetterne. Udfordringerne er, at vi skal varetage opgaverne i ældreplejen endnu smartere og hele tiden tænke mere effektive arbejdsgange. Og det kan man altså ikke blive ved med. Vi sørger for, at den helt basale pleje og omsorg ikke bliver berørt af besparelserne, men jeg må sige, at det, man kunne kalde ” flødeskummet”, det er sparet væk for længst.
- Hertil kommer, at der også stilles nye og andre krav til plejehjemmene i dag end tidligere, som vi skal forholde os til. Fx har kommunen indført en ”pårørende-rådgiver” i hver bydel, og det er faktisk et rigtigt godt initiativ, men alt andet lige giver det os flere opgaver i det daglige arbejde, uden at vi tilføres flere ressourcer. Det er helt klart en af de store dilemmaer i ældreplejen, at vi på den ene side gerne vil forny os, og blive bedre til det vi gør i dag, og på den anden side begrænses af de økonomiske ressourcer, der gives til området, slutter Vibeke Christensen.
Læs mere på: www. plejecentret.hoergaarden.dk