2019 – BONDERUPGAARD
Beboerne får nye muligheder
Solen har ikke været fremme mange minutter, før beboerne på Bonderupgaard i Vanløse, finder solhatten frem, trækker havestolene ud og slår dørene op.
For Bonderupgaard, der ligger lige midt imellem en børnehave og en skole, prioriterer udelivet højt, og de beboere, der har valgt at bo her, er glade for frisk luft, blomster, planter og ikke mindst dyr.
Og dyr er her masser af: kaniner, høns, sang-parakitter, marsvin, fisk, undulater, masser af hunde og sågar en ara-papegøje, der flyver frit omkring.
Dyrene og udelivet betyder næsten alt for vore beboere, fortæller afdelingsleder Mie Bengtson, der har arbejdet på Bonderupgaard i ni år. Vore beboere passer i vid udstrækning selv dyrene, og så er både dyr og natur jo altid et godt samtaleemne.
Det er ikke kun beboerne, der glade for dyrene, det er også dejligt for personalet, for de kan altid tage deres hunde med på arbejde.
Højt til loftet
Der er ikke meget institutionspræg over Bonderupgaard, og når jeg spørger Mie Bengtson, hvordan det er lykkedes at skabe en så åben og ”højt til loftet”-atmosfære, så svarer hun, at personalet hele tiden arbejder aktivt for at give beboerne nye muligheder fremfor at fratage dem muligheder.
Hertil kommer at Bonderupgaard er en utrolig god arbejdsplads (med en af de laveste sygefraværsprocenter i kommunen), og den glæde, de ansatte føler ved at være på stedet, naturligvis forplanter sig til beboerne.
Vi arbejder også hårdt på, at her foregår noget både hele dagen og om aftenen. Vores aktiviteter slutter ikke kl. 15. Der SKAL foregå et eller andet om aftenen – det kan være bankospil, musik eller foredrag, og hver fredag har vi fællesspisning med ekstra god mad og rødvin. Vi prioriterer fællesskabet højt. Om sommeren tager vi i sommerhus i Vig, og når det kan lade sig gøre, tager vi en tur til udlandet. Vi har bl.a. været i Sydfrankrig, ved Gardasøen, på Tenerife og på Gran Canaria.
Dagene skal være forskellige
Vi er også ret gode til at arrangere spontane udflugter, så hvis vejret en dag er rigtig dejligt, spørger vi fx, om der er stemning for en Tivoli-tur. Det er der som regel, og da vi har to mindre busser i garagen, tager det ikke lang tid at få bussen fyldt op, og så går turen mod Tivoli, eller hvor vi nu kan finde på at tage hen. Vi lader os ikke begrænse, dagen skal fyldes med aktivitet, glæde og godt humør. Og dagene skal være forskellige.
Bonderupgaard består af seks afdelinger, og heraf er de to forbeholdt beboere med svær demens. Men uanset hvilken afdeling, der er tale om, så er der ingen personalerum eller kontorer på afdelingerne. Det her er beboernes hjem – så kontorerne er forvist til underetagen.
Ara-papegøjen Fie, der flyver frit omkring, er stoppet op for at få en lille sludder med Lizzie.
Selv om man bruger rollator, kan man da sagtens beskære havens blomster.
Vi har gemt vores kontorer ned i underetagen, der skal ikke være administration oppe på beboernes afdelinger – det er jo deres hjem, fortæller afdelingsleder Mie Bengtson.